Når en graviditet ikke bare er en selvfølge…

IUI-behandling

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg igennem 3 år var en af dem der havde svært ved at glæde mig på andres vegne, når det obligatoriske facebook-opslag om at man var gravid blev postet. I 2011 og i 2012 var jeg igennem to kirurgiske aborter, den første fordi fosteret angiveligt skulle være sygt, og anden gang var det selvvalgt da tidspunktet bare var skævt. Der gik jeg i 3.G, og var ENDELIG ved at få afsluttet min STX som jeg var startet på i 2007.

Ulrik og jeg var slet ikke i tvivl om at vi skulle have børn sammen og efter den anden abort, droppede vi alle former for beskyttelse kort efter.

Efter et par år uden nogen form for held i babylotteriet fik jeg overbevist Ulrik om at vi var nødt til at få hjælp fordi det nu var begyndt at fylde så meget hos mig psykisk, for hvad nu hvis vi var en del af den statistik der var uforklarlig ufrivillig barnløs? Jeg vidst at jeg i så fald ikke ønskede at adoptere men skrækken for at aldrig selv at få børn fyldte pludselig hele min hverdag.

Efter samtale med egen læge blev vi henvist til de sødeste gynækologer i Hillerød, som jeg undervejs fik et fantastisk samarbejde med. Her kom vi hurtig igennem sædprøve, skylning af æggeledere, og blodprøver. Intet indikerede at noget skulle være galt, hvilket medførte at vi blev anbefalet Iui-H, som er alm inseminering med mandens sæd.

Første gang dette skulle foregå var i slut april start maj 2015. Forud for dette blev jeg sat i hormonbehandling med pergotime i 5 dage. På 9. dagen mener jeg så at jeg skulle op til scanning for at se om der var nogen æg klar til at blive brugt. Det var der heldigvis og jeg blev bedt om at give mig selv en indsprøjtning med ovitrille som virker ægløsende. Dagen efter Ulrik oppe med en sædprøve som blev oprenset og jeg så fik lagt op samme eftermiddag. Nu var der bare tre ugers ventetid til at jeg kunne få taget en blodprøve der ville give svar på om det var lykkedes… ALDRIG har 3 uger føltes så lange.

Samme morgen som jeg fik taget blodprøven valgte jeg at tisse på en test, bragende negativ, så var sikker på at jeg allerede kendte svaret. Noget slukøret kørte jeg op til blodprøvetagning og fik det overstået lige fra morgenstunden, og så var det ellers bare med at vente på at jeg fik et opkald fra gynækologen… Jeg skrev til Ulrik at jeg var sikker på at den var negativ, og at han gerne måtte samle når han var færdig inde i København.

Kl. er lidt i tre og jeg har kun lige sat mig ind i bilen da telefonen ringer. Som altid kan jeg bedst lide at tage styringen så jeg sagde med det samme at jeg godt var klar over at den var negativ… Den søde sygeplejerske grinede lidt i røret og fortalte at det altså ikke var det der stod i min journal for der var mit HCG-niveau så højt at det indikerede at den var positiv. Den besked fik vi 4 dage dage Ulriks 30 års fødselsdagsfest, og 3 dage inden vores 1 års bryllupsdag…

Men glæden varede kort. D. 31. maj 2015 havde vi 1 års bryllupsdag, vi havde planlagt at fejre det med middag inde på Höst. Om morgenen fik jeg murren i maven og omkring middag var jeg ude og tisse, hvor jeg så at der var blod på papiret. Jeg var udmærket klar over hvad klokken havde slået og jeg lagde mig ind i sengen og tudede. Derinde lå vi i flere timer og holdt om hinanden mens jeg bare græd. Behøver jeg at nævne at det virkelig lagde en dæmper på vores bryllupdag?

Dagen efter blev jeg henvist til en ny blodprøve der bekræftede det jeg allerede vidst, en tidlig abort… Nu ramte vi ind i sommerferien, derfor blev jeg tilbudt at starte direkte i en ny behandling i den cyklus jeg nu var i gang med. De fortalte mig at det langt fra var optimalt grundet at min krop måske ville være lidt stresset, men de ville gerne give mig forsøget.

Ulrik og jeg var noget frustreret og aftalte at hvis det ikke lykkedes denne omgang ville vi tage en pause og i stedet fokusere på at få styr på vægten og vores livsstil. Jeg kunne overskue endnu en omgang hormoner. Jeg reagerede rigtig dårligt på dem psykisk og blev mens det stod på en tikkende bombe, og samtidig med at jeg var i gang med at afslutte en uddannelse virkede det absolut ikke optimalt ikke at kunne rumme noget, og have følelserne udenpå tøjet.

Utrolig nok lykkedes det denne gang, jeg stod med en klar og tydelig positiv test dagen før jeg skulle have taget en ny blodprøve, og jeg havde dermed termin 7. marts 2016 med vores søn Thor.

Første gang jeg kunne teste positiv, 4 timer inden jeg fik blodprøvesvar.

Selvom det ikke var nemt for os at blive gravide, eller for mig rettere sagt, havde jeg verdens nemmeste graviditet med Thor, som kom til verdens 12 dage efter termin ved en lynfødsel på godt 2 timer.


Skriv et svar