Når livet ikke går som man forventer det pt. 2

Her stod jeg jo så, 20 år, MEGA single, åbenbart meget gravid, havde overhovedet ikke styr på mit liv, ingen penge men en masse afdragsordninger – og ikke nok med det stod der udenfor døren Babydaddys X og ventede på hvad testen sagde….

Just my Luck…

Jeg går i panik… som i jeg er sikker på at mit liv er slut lige der. Jeg går ud fra badeværelse med den positive test, og vi har en lidt overfladisk samtale omkring det, hvor jeg ikke har lyst til at fortælle Ulrik om  situationen fordi jeg trods alt ikke har snakket med ham i små tre uger på det tidspunkt. herefter beslutter jeg mig for at jeg er nødt til have noget luft. Så jeg kører derfra, ringer til min “svigerinde” – min bror og hende var lige blevet skilt på daværende tidspunkt, og slår et smut forbi.

Efter en times snak der beslutter jeg mig for at smide Ulrik en besked om at vi hellere må få snakket sammen. Heldigvis er han hjemme og vi aftaler at mødes en time senere.

Jeg rystede simpelthen som et espeløv. ALDRIG havde jeg været så bange for en reaktion. Jeg vidste jeg ikke ville have en abort – jeg har hele tiden været bevidst om at en dårlig cyklus som min ikke ligefrem gjorde det let at blive gravid, men hvad ville han mon sige til den udmelding.

Ulrik kom ud i alleen hvor jeg havde parkeret min bil. Inde i mit hoved havde jeg øvet en million gange hvordan man blidest skulle overlevere denne besked – det skete så ikke. I stedet stod jeg blot og kiggede på ham uden at sige et eneste ord. Efter måske 10 minutters stilhed tror jeg lidt Ulriks tålmodighed var brugt op, og han kiggede med et alvorligt ansigt på mig og spurgte hvad det var vi skulle snakke om. Ud af hovedet røg alt det jeg havde tænkt og jeg kigger op på ham og siger ganske kortfattet: ja jeg er gravid og jeg vil beholde det, hvis du ikke vil være en del af det, er det helt okay…

BUM – så var katten ligesom lidt ude af sækken? Jeg ved ikke helt hvordan jeg skulle beskrive Ulriks udtryk lige der, men det var i hvert fald ikke vrede.

Ulrik fortalte mig senere hen at han var sikker på at jeg ville komme og beskylde ham for at have givet mig klamydia grundet en episode med en af hans tidligere kærester, men 7-9-13 har jeg da endnu ikke stiftet bekendtskab med det endnu 😉

Herefter gik tingene stærkt, vi blev kærester, jeg flyttede ind med det samme og vi gjorde klar til at skulle lege far, mor og børn…

Lige indtil vi nåede til nakkefoldsscanningen hvor at babys nakkefold sprang skalaen og havde væske på hoved og mave. Vi blev tilbudt en fostervandsprøve, men Ulrik var på daværende tidspunkt på ferie med sin familie og med min nåleskræk var det dømt til at gå galt fra start. De kunne derfor ikke gennemføre det og rådede os til en abort da alternativet mentes at være at fosteret selv ville gå til senere og jeg så skulle føde et dødt barn. Vi valgte derfor at følge deres råd og sige farvel til vores lille dreng i 14. uge.

Dette var uden tvivl den meste vanvittige start på vores forhold og jeg ville lyve hvis jeg sagde at vi klarede det smertefrit. For når man pludselig er kærester og skal til at lære hinanden at kende på ny efter sådan en omgang, så bliver der virkelig slebet kanter af. Heldigvis gav vi ikke op, og i dag fortryder jeg absolut intet på denne rutschebanetur <3

Skriv et svar